Behandlet sammen: L 153 og L 157.
Efter 1. beh. henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).
Efter 2. beh. henvist til fornyet behandling i Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).
Loven indfører en særlig overgangsordning, hvorefter en arbejdstager fra Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet eller Ungarn fra den 1. maj 2004 kan få opholdstilladelse, hvis den pågældende har indgået aftale eller fået tilbud om ordinær fuldtidsansættelse her i landet på overenskomstmæssige eller på anden måde sædvanlige vilkår hos en arbejdsgiver, der er indberetningspligtig efter kildeskatteloven, og som ikke er omfattet af strejke, lockout eller blokade, medmindre konflikten er kendt overenskomststridig eller på anden måde retsstridig.
Lovforslaget udmøntede et delelement i den aftale, som regeringen den 2. december 2003 indgik med Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Kristendemokraterne om adgangen til det danske arbejdsmarked efter udvidelsen af EU pr. 1. maj 2004.
De øvrige elementer i aftalen indeholdt bl.a. et krav om, at alle forældre inden den 1. april 2004 skulle tilkendegive, om de ønskede at bevare muligheden for at udnytte adgangen til børnepasningsorlov samt justeringer af udvalgte sociale ydelser med henblik på at forberede de danske velfærdsydelser på EU-udvidelsen og åbningen af det danske arbejdsmarked, jf. lovforslag nr. L 118 og L 153.
Lovforslaget vedtaget med 95 (V, S, KF, SF, RV, KD og Anders Møller (UFG)) mod 17 (DF og EL).