L 75 Forslag til lov om ændring af lov om erhvervsuddannelser med flere love.

(Forenkling af uddannelsesråd m.v. og godkendelse af institutioner til landbrugsuddannelse).

Af: Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V)
Samling: 2002-03
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven forenkler strukturen af uddannelsesråd og -udvalg på Undervisningsministeriets område. Endvidere indsætter loven bestemmelser i lov om landbrugsuddannelser om godkendelse af skoler og andre institutioner til landbrugsuddannelser eller dele heraf og om tilbagekaldelse af godkendelse, svarende til bestemmelserne i lov om erhvervsuddannelser.

Regeringen ønskede gennem en styrkelse af kvaliteten og fagligheden samt ved udvidet åbenhed og gennemsigtighed at sikre et fleksibelt og effektivt uddannelsessystem. Som en forudsætning herfor blev lovforslaget derfor fremsat for at etablere en samlet og enkel rådsstruktur. Lovforslaget skulle på den måde fremme, at uddannelserne blev indpasset på en sammenhængende måde i uddannelsessystemet som helhed.

Lovforslaget vedtaget med 68 stemmer (V, DF, KF, RV, KRF og Anders Møller (UFG)) mod 9 (SF og EL); 31 (S) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Tina Nedergaard (V), Nicolai Wammen (S), Louise Frevert (DF), Helle Sjelle (KF), Aage Frandsen (SF), Anders Samuelsen (RV), Pernille Rosenkrantz-Theil (EL) og Bodil Kornbek (KrF)