L 184 Forslag til lov om ændring af lov om svangerskabsafbrydelse og lov om sterilisation og kastration.

(Fosterreduktion, svangerskabsafbrydelse på privathospitaler og ophævelse af bopælskrav).

Af: Justitsminister Lene Espersen (KF)
Samling: 2002-03
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indfører en retlig regulering af foretagelsen af fosterreduktion. Endvidere kan svangerskabsafbrydelse før udløbet af 12. svangerskabsuge foretages på private hospitaler og klinikker, og kravet om, at man skal have bopæl her i landet for at få foretaget svangerskabsafbrydelse, fosterreduktion, sterilisation eller kastration, ophæves.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at lovforslaget havde til formål at indføre en retlig regulering af foretagelsen af fosterreduktioner. Området havde ikke hidtil været lovreguleret, men principperne bag lov om svangerskabsafbrydelse og lægeloven har været anvendt.

Med lovforslaget blev det foreslået, at der blev indsat et nyt kapitel i lov om svangerskabsafbrydelse, hvoraf det skulle fremgå, i hvilke tilfælde fosterreduktion kunne finde sted. Efter forslaget, der byggede på de anbefalinger, som Det Etiske Råd gav udtryk for i en redegørelse af oktober 2000 om fosterreduktion, skulle fosterreduktion kun kunne foretages i situationer, hvor der forelå en lægelig begrundelse for indgrebet.

Lovforslaget vedtaget med 101 stemmer (V, S, DF, KF, SF og RV) mod 6 (EL og KRF); 1 (TF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Birthe Rønn Hornbech (V), Sandy Brinck (S), Birthe Skaarup (DF), Helge Adam Møller (KF), Anne Baastrup (SF), Martin Lidegaard (RV), Søren Søndergaard (EL) og Jann Sjursen (KrF)