L 99 Forslag til lov om ændring af afskrivningsloven, aktieavancebeskatningsloven, ligningsloven, personskatteloven, selskabsskatteloven, virksomhedsskatteloven og andre love.

(Strukturtilpasninger m.v. og lempelse af tabs- og underskudsregler).

Af: Skatteminister Svend Erik Hovmand (V)
Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Skatteudvalget (SAU).

Loven består af en række forskellige elementer:

- Den tidsmæssige begrænsning, der ligger i, at overskydende underskud eller tab kun kan fremføres til fradrag i op til 5 år, ophæves.

- Regler for, hvornår udbytte er skattefrit for et moderselskab, der ejer mindst 25 pct. af aktie- eller andelskapitalen i det udbyttegivende selskab, datterselskabet, når denne ejerandel har været opretholdt i en sammenhængende periode på 1 år, inden for hvilken periode udbytteudlodningen har fundet sted, ændres, således at ejerandelen nedsættes fra 25 pct. til 20 pct.

- Kravet om, at der maksimalt må ske en kontantvederlæggelse på 10 pct. af den pålydende værdi af de modtagne aktier, for at en fusion, spaltning eller aktieombytning kan ske skattefrit, ophæves.

- Betingelserne for at anvende kapitalafkastordningen lempes. Betingelsen om, at skatteyderen skal yde en personlig arbejdsindsats i selskabet, ophæves.

- Der indføres nye CFC-regler, der virker objektive med hensyn til, hvornår skatten er væsentlig lavere end her i landet (eller i væsentlig grad udskudt).

- Skatteministeren bemyndiges til i konkrete tilfælde at forlænge den gældende 6-måneders-frist for skattefri aktieombytninger, når den i visse tilfælde ikke kan overholdes.

- Skattepligtsbestemmelsen i selskabsskatteloven ændres, således at brugsforeningerne får mulighed for direkte eller indirekte gennem et helt eller delvist ejet selskab at fremme medlemmernes fælles interesser.

- Reglerne om afskrivning af anskaffelsessummen for en række immaterielle aktiver justeres.

- Reglerne om tillægs- og renteberegning i forbindelse med acontoskatteordningen justeres. Loftet over, hvor store beløb der kan betales godtgørelse af ved udbetaling af overskydende skat, ophæves.

- Skattepligtsbestemmelserne for kommunernes indtægt ved elnæringsvirksomhed justeres, således at en kommunes skattepligt efter selskabsskatteloven ikke afhænger af, om en given elaktivitet er undtaget fra elforsyningsloven.

- En skattepligtig, der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, får under visse betingelser mulighed for at ændre valg af virksomhedsordningen efter ligningsfristens udløb.

- Kursgevinstlovens regler om selskabers beskatning af gevinst og tab på gæld ændres, således at en konvertering af gælden til aktier eller konvertible obligationer skattemæssigt behandles på samme måde som en nedsættelse af gælden.

- Det præciseres, at havne og lufthavne kan drive sideordnet aktivitet i skattepligtige datterselskaber uden selv at miste skattefriheden. Endvidere sikres, at kooperationsbeskattede selskaber gennem selskabsbeskattede (datterselskaber har mulighed for at drive forretning, der ikke opfylder det kooperative formål.

- Indbetalingsfristen for de særlige pensionsordninger for tidligere selvstændige erhvervsdrivende lempes for personer med bagud forskudt indkomstår.

- Indberetningspligt vedrørende børsnoterede aktier overflyttes fra depotføreren til værdipapirhandleren.

- Reglerne om akkumulerende investeringsforeninger, der udelukkende henvender sig til pensionsafkastskattepligtige, justeres, hvorefter også fondsmæglerselskaber og realisationsbeskattede pengeinstitutioner kan optages som medlem af sådanne foreninger og dermed tillades at eje en handelsbeholdning af beviser i disse.

Det fremgik af den skriftlige fremsættelse, at formålet med de omfattende ændringer var at forbedre virksomhedernes konkurrenceevne og skabe grundlag for øget vækst og beskæftigelse.

Forslaget skulle ses som et middel til at opfylde regeringens målsætning om, at det skal være lettere at drive virksomhed i Danmark.

Lovforslaget vedtaget med 59 stemmer (V, DF og KF) mod 44 (S, SF, RV og EL); 2 (KRF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Peter Christensen (V), Jens Peter Vernersen (S), Mikkel Dencker (DF), Else Theill Sørensen (KF), Aage Frandsen (SF), Anders Samuelsen (RV), Søren Søndergaard (EL) og Ole M. Nielsen (KrF)