L 14 Forslag til lov om ændring af ligningsloven.

(Skattefrihed for lommepenge og gaver, der hidrører fra indsamlede bidrag m.v.).

Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indeholder en række præciseringer og genindførelser af skattefrihedsbestemmelser i ligningsloven for gaver, der hidrører fra indsamlede bidrag og visse ydelser i forbindelse med uddannelse. Endvidere indfører loven skattefrihed for lomme- og tøjpenge, der ydes af sociale myndigheder til børn anbragt uden for hjemmet.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at elementet om skattefrihed for lomme- og tøjpenge til børn anbragt uden for hjemmet bl.a. havde til formål at fjerne en utilsigtet forskelsbehandling set i forhold til hjemmeboende børn. De øvrige elementer havde i det væsentligste til formål at præcisere gældende skattefrihedsbestemmelser eller genindføre skattefrihed for visse ydelser, hvor skattefriheden utilsigtet var blevet ophævet.

Lovforslaget var en næsten uændret genfremsættelse af L 16, som den tidligere regering havde fremsat i forrige samling. Se omtalen i afsnit 12.B. under 1. samling.

Lovforslaget vedtaget med 111 stemmer (V, S, DF, KF, SF, RV og KRF) mod 0; 2 (EL) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Peter Christensen (V), Morten Bødskov (S), Mikkel Dencker (DF), Charlotte Dyremose (KF), Aage Frandsen (SF), Line Barfod (EL) og Ole M. Nielsen (KrF)