L 130 Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, lov om hjemmeservice og lov om individuel boligstøtte.

(Frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.).

Af: Socialminister Henriette Kjær (KF)
Samling: 2001-02 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Titel ændret 23/5 02 fra: Forslag til lov om ændring af lov om social service, lov om retssikkerhed og administration på det sociale område og lov om individuel boligstøtte. (Frit valg af leverandør af personlig og praktisk hjælp m.v.).

Efter 1. beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indeholder følgende 4 elementer:

- Kommunalbestyrelserne pålægges at fastsætte og offentliggøre mål for kvalitet og pris på personlig og praktisk hjælp (hjemmehjælp) og forpligtes til at indgå kontrakt om levering af hjemmehjælp med private virksomheder, der opfylder kommunens kvalitetskrav. Modtageren af hjemmehjælp vælger selv leverandør blandt de af kommunen godkendte.

- Der indføres en ret for den ældre til i højere grad selv at tilrettelægge udførelsen af hjælpen.

- Kommunalbestyrelsernes pligt til at levere den hjælp, der er truffet afgørelse om, tydeliggøres ved at indføre regler om erstatningshjælp.

- Der indføres frit valg af plejehjem eller beskyttet bolig på tværs af kommunegrænserne.

Hensigten med lovforslaget var at give ældre mere indflydelse på hjemmehjælpen ved at indføre frit valg af leverandør af hjemmepleje og at styrke kvaliteten af hjemmeplejen ved at indføre en adgang for konkurrerende privat virksomhed til at levere hjælpen. Sigtet med loven var desuden at indskærpe kommunernes ansvar over for de borgere, der benytter sig af hjemmeplejen, og at styrke de ældres retssikkerhed ved aflysning.

Lovforslaget var et led i udmøntningen af finanslovaftalen for 2002 mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Lovforslaget vedtaget med 100 stemmer (V, S, DF, KF, RV (ved en fejlafstemning) og KRF) mod 9 (SF og EL).
Partiernes ordførere
Flemming Oppfeldt (V), Grete Schødts (S), Pia Kristensen (DF), Lars Barfoed (KF), Villy Søvndal (SF), Margrethe Vestager (RV), Line Barfod (EL) og Tove Videbæk (KrF)