L 59 Forslag til lov om autorisation af elinstallatører m.v.

Af: By- og boligminister Jytte Andersen (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven erstatter den hidtil gældende el-installatørlov. De væsentligste ændringer i forhold til denne er en vis indskrænkning af, hvilke opgaver der kræver autorisation. Endvidere ændres autorisationsordningen, således at der både findes en virksomhedsautorisation og en personlig autorisation.

Det fremgik af bemærkningerne, at baggrunden for lovforslaget bl.a. var, at elinstallatørvirksomhederne var blevet større og mere komplicerede i deres organisation, og at de påtog sig en række nye opgaver, der ikke krævede autorisation. Endvidere var bl.a. industrivirksomheder begyndt at varetage visse af elinstallatørvirksomhedernes opgaver, og denne udvikling havde medført et behov for en regulering af lovens gyldighedsområde og en modernisering af de krav, der stilles til elinstallatørvirksomhederne.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 112 stemmer.
Partiernes ordførere
Ole Hækkerup (S), Harald Kjøller (V), Egil Møller (DF), Henning Grove (KF), Kristen Touborg (SF) og Annie Lunde Hansen (CD)