L 167 Forslag til lov om ændring af lov om ligsyn, obduktion og transplantation m.v.

(Ændring af embedslægers retsmedicinske opgaver og adgang til transplantation fra unge under 18 år).

Af: Sundhedsminister Carsten Koch (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Sundhedsudvalget (SUU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven medfører, at retslægelige obduktioner fremover udføres uden embedslægernes medvirken. Desuden præciserer loven, at der ikke kan gives samtykke til, at der fra mindreårige udtages ikkegendanneligt væv.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at der var opnået enighed om at foretage en omlægning af en række retsmedicinske opgaver, hvilket bl.a. indebar, at embedslægerne ikke længere skulle deltage i den praktiske gennemførelse af retslægelige obduktioner.

Den anden ændring skulle ses i sammenhæng med ratifikationen af Europarådets konvention af 4. juni 1997 om menneskerettigheder og biomedicin, hvorefter der ikke kan doneres væv fra mindreårige, medmindre der er tale om gendanneligt væv.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 105 stemmer.
Partiernes ordførere
Sandy Brinck (S), Preben Rudiengaard (V), Birthe Skaarup (DF), Henriette Kjær (KF), Anni Svanholt (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Yvonne Herløv Andersen (CD), Frank Aaen (EL), Tove Videbæk (KrF) og Tom Behnke (FRI)