L 154 Forslag til lov om ændring af forskellige skattelove.

(Investeringsforeninger, dobbelt bundgrænse til ægtefæller og arveafkald).

Af: Skatteminister Ole Stavad (S)
Samling: 1999-00
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven lemper beskatningsreglerne for investeringsforeninger. Endvidere indføres dobbelt skattefri bundgrænse for ægtefæller ved afståelse af børsnoterede aktier efter 3 års ejertid, og reglen om, at
der ikke kan gives arveafkald med afgiftsmæssig virkning efter udlodning i dødsboer, begrænses.

Det fremgik af bemærkningerne, at efter gældende regler var avancen ved afståelse af børsnoterede aktier efter 3 års ejertid skattefri, såfremt den skattepligtiges beholdning af børsnoterede aktier de seneste 3 år ikke havde oversteget 113.300 kr. (1999-niveau) inklusive en eventuel samlevende ægtefælles beholdning.

Den daværende skatteminister havde i 1997 givet tilsagn om at fremsætte forslag om, at ægtefæller fik hver sin bundgrænse, men da arbejdet med aktieavancebeskatningsloven var trukket ud, fandt man det hensigtsmæssigt at indføre en dobbelt bundgrænse for ægtefæller.

Det fremgik endvidere, at de eksisterende regler vedrørende investeringsforeninger og arveafkald på de områder, der blev berørt af lovforslaget, i visse tilfælde kunne have en utilsigtet stram virkning, og at formålet med forslaget var at forebygge dette.

Lovforslaget vedtaget med 89 (S, V, KF, DF, CD, RV, KRF
og FRI) mod 12 (SF og EL).
Partiernes ordførere
Frode Sørensen (S), Mariann Fischer Boel (V), Klaus Kjær (DF), Pernille Sams (KF), Aage Frandsen (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Sonja Albrink (CD), Flemming Kofod-Svendsen (KrF) og Kim Behnke (FRI)