L 136 Forslag til lov om ændring af lov om markedsføring.

(Oplysningskrav til forbrugergarantier, regler om Forbrugerombudsmandens ansættelse og styrkelse af Forbrugerombudsmandens indgrebsmuligheder).

Af: Erhvervsminister Pia Gjellerup (S)
Samling: 1998-99
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indeholder en række ændringer af reglerne i markedsføringsloven, bl.a.: - Krav til ydelse af garantier over for forbrugeren (oplysning om indhold og fremgangsmåde). - Mulighed for, at retningslinjer for markedsføring efter aftale med erhvervs- og forbrugerorganisationer kan danne grundlag for påbud fra forbrugerombudsmanden over for erhvervsdrivende (dog kun såfremt de er medlem af en organisation, der er part i en sådan aftale). - Mulighed for, at forbrugerombudsmanden kan udstede påbud over for erhvervsdrivende, hvis en handling klart er i strid med loven, og hvis den ikke kan ændres efter forhandling. - Forbrugerombudsmanden udnævnes for 6 år ad gangen uden mulighed for forlængelse eller genudnævnelse.

Formålet med lovforslaget var at styrke forbrugerbeskyttelsen og gøre markedsføringsloven mere effektiv. Lovforslaget var et led i regeringens forbrugerpolitiske strategi, som blev forelagt for Folketinget den 30. april 1997. Blandt andet skulle forbrugerombudsmanden ifølge bemærkningerne have beføjelser til at gribe hurtigere ind over for overtrædelser af loven. Udvidelsen af garantireglen byggede på Rådets fælles holdning af den 23. april 1998 til direktivforslag om køb af forbrugsvarer og forbrugsgarantier.

Lovforslaget vedtaget med 56 stemmer (S, SF, RV, EL og KRF) mod 50 (V, KF, DF, CD og FP).
Partiernes ordførere
Ove Fich (S), Svend Erik Hovmand (V), Pernille Sams (KF), Jørn Jespersen (SF), Klaus Kjær (DF), Morten Helveg Petersen (RV), Sonja Albrink (CD), Frank Aaen (EL), Ole M. Nielsen (KrF) og Kirsten Jacobsen (FP)