B 148 Forslag til folketingsbeslutning om dansk deltagelse i en international styrke i Kosovo.

Af: Udenrigsminister Niels Helveg Petersen (RV)
Samling: 1998-99
Status: 2. behandlet/Vedtaget
Efter 1. beh henvist til Forsvarsudvalget (FOU).

Ved folketingsbeslutningen giver Folketinget sit samtykke til, at danske militære styrker stilles til rådighed for en international styrke i Kosovo, som efter bemyndigelse fra FN's Sikkerhedsråd i henhold til FN-pagtens kapitel VII udsendes under enhedskommando til implementering af FN's sikkerhedsrådsresolution 1244 af 10. juni 1999, samt at de danske F-16-fly, som hidtil har deltaget i NATO's luftoperationer i forbindelse med krisen, stilles til rådighed for NATO's samlede luftoperationer på det vestlige Balkan.

FN's Sikkerhedsråd vedtog den 10. juni 1999 resolution 1244, der dannede rammerne for en fredsløsning for Kosovo. I resolutionen blev det slået fast, at der skulle etableres en civil tilstedeværelse og en sikkerhedsstyrke i Kosovo, som skulle etablere sikre omgivelser, således at flygtninge og internt fordrevne kunne vende sikkert hjem. Det var regeringens hensigt at bidrage med en panserinfanteribataljon samt personel til NATO's kommandostruktur.

Beslutningsforslaget vedtaget med 97 stemmer (S, V, KF, SF, DF, CD, RV, FP, KRF og Frank Dahlgaard (UP) mod 5 (EL).
Partiernes ordførere
Ingrid Rasmussen (S), Poul Nyrup Rasmussen (S), Erik Jacobsen (V), Hans Engell (KF), Villy Søvndal (SF), Peter Skaarup (DF), Jørgen Estrup (RV), Arne Melchior (CD), Søren Søndergaard (EL) og Kim Behnke (FP)