L 110 Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner, lov om kommunal indkomstskat og lov om amtskommunal indkomstskat.

(Ændringer som følge af lov om en kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat).

Af: Indenrigsminister Thorkild Simonsen ()
Samling: 1997-98 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Beh sammen: L 92, L 93, L 94, L 95, L 96 og L 110.

Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indebærer en tilpasning af lov om kommunal udligning og generelle tilskud, således at provenuet af den nye kommunale ejendomsskat (jf. L 94) indgår i den kommunale udligning af forskelle i beskatningsgrundlag.

Endvidere indeholder loven en række konsekvensrettelser i lov om kommunal indkomstskat og lov om amtskommuners indkomstskat med hensyn til reglerne for den kommunale budgettering, afregning og skattedeling af den nye kommunale ejendomsværdiskat, således at afregningen og budgetteringen af ejendomsværdiskatten kommer til at følge de tilsvarende regler for kommunal indkomstskat med hensyn til skattedeling og afregning m.v., og således at ejendomsværdiskatten indgår i opgørelsen af ordningen med det statslige tilbud om statsgaranti for skat og udligning.

Lovforslaget var en opfølgning af L 94 (se omtalen heraf) og blev fremsat som led i den samlede skatteomlægning på personskatteområdet. Lovforslaget indgik i pinsepakken (se omtalen heraf under L 92).

Lovforslaget vedtaget med 56 stemmer (S, SF, RV og EL) mod 55 (V, KF, DF, CD, FP og KRF).
Partiernes ordførere
Jacob Buksti (S), Peter Brixtofte (V), Flemming Hansen (KF), Kristian Thulesen Dahl (DF), Aage Frandsen (SF), Jes Lunde (SF), Morten Helveg Petersen (RV), Sonja Albrink (CD), Frank Aaen (EL), Flemming Kofod-Svendsen (KrF), Kirsten Jacobsen (FP) og Kim Behnke (FP)