L 50 Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed.

(Tv-rettigheder til vigtige begivenheder og forbud mod piratdekodere m.v.).

Af: Kulturminister Ebbe Lundgaard ()
Samling: 1997-98 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kulturudvalget (KUU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Kulturministeren bemyndiges til i bekendtgørelsesform at opstille en liste over begivenheder, som tv-stationer, der ikke kan modtages af en betydelig del af befolkningen, og betalings-tv-stationer ikke må sende med eneret.

Endvidere forbydes erhvervsmæssig omsætning m.v. af såkaldte piratdekodere og andet udstyr, som har til formål at give uberettiget adgang til kodede radio- og tv-programmer. Baggrund:

Med forslaget blev ændringen af EF-direktivet om »Tv uden grænser«, direktiv nr. 97/36/EF af 30. juni 1997, gennemført.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at hensigten med forbudet mod erhvervsmæssig omsætning af piratdekoderkort og lignende udstyr var at hindre den skade, som omsætningen af sådant udstyr ville påføre de radio- og tv-stationer, der baserer deres drift på abonnementsindtægter fra lyttere og seere.

Lovforslaget vedtaget med 128 stemmer (S, V, KF (ved en fejl), SF, RV, EL og CD) mod 7 (FP, DF og Jens Løgstrup Madsen (V)).
Partiernes ordførere
Jytte Wittrock (S), Ester Larsen (V), Brian Mikkelsen (KF), Aage Frandsen (SF), Henrik Svane (RV), Kim Behnke (FP), Bent Hindrup Andersen (EL) og Poul Nødgaard (DF)