L 172 Forslag til lov om ændring af lov om markedsføring.

(Oplysningskrav til forbrugergarantier, regler om Forbrugerombudsmandens ansættelse og styrkelse af Forbrugerombudsmandens indgrebsmuligheder).

Af: Erhvervsminister Jan Trøjborg (S)
Samling: 1997-98 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Lovforslaget ændrede reglerne om oplysningskrav ved ydelse af garantier og gav nye muligheder for indgreb fra Forbrugerombudsmandens side. Desuden fastsattes en 6-årig udnævnelsesperiode for Forbrugerombudsmanden.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik det, at det var et led i regeringens forbrugerpolitiske strategi, som blev præsenteret den 30. april 1997.

Forbrugerbeskyttelsen skulle styrkes ved at skærpe reglerne for, hvilke oplysninger der skulle kræves ved ydelse af garantier, og give forbrugerne mulighed for at kræve skriftlige garantier. Ressourceanvendelsen hos Forbrugerombudsmanden skulle gøres mere effektiv ved at give hjemmel til at meddele påbud uden forudgående retssag, og endvidere skulle Forbrugerombudsmandens uafhængighed sikres ved at fastsætte et maksimum for ansættelsesperioden uden mulighed for forlængelse eller genansættelse.

Som følge af udskrivelse af valg blev lovforslaget ikke færdigbehandlet.
Partiernes ordførere
Sonja Mikkelsen (S), Svend Erik Hovmand (V), Pernille Sams (KF), Jørn Jespersen (SF), Niels Højland (FP), Bent Hindrup Andersen (EL), Sonja Albrink (CD) og Kristian Thulesen Dahl (DF)