L 17 Forslag til lov om ændring af lov om kommunernes styrelse og beredskabsloven.

(Åbne udvalgsdagsordener m.v.).

Af: Indenrigsminister Birte Weiss (S)
Samling: 1997-98 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indfører et krav om, at der forud for møder i udvalgene i kommuner og amtskommuner skal udsendes en dagsorden til medlemmerne af udvalgene, og at der et eller flere steder i kommunen skal fremlægges en fortegnelse over de sager, der kommer til behandling på udvalgenes møder. En tilsvarende ordning skal gælde for beredskabskommissionernes møder.

Loven medfører endvidere, at der indføres en generel tidsfrist for henholdsvis udsendelse af dagsordener til møder i kommunalbestyrelser og amtsråd og fremlæggelse eller udsendelse af relevant sagsmateriale.

I den skriftlige fremsættelsestale blev der henvist til, at regeringen i den kommunalpolitiske redegørelse til Folketinget fra foråret 1997 havde tilkendegivet, at der ville blive taget initiativ til at indføre åbne udvalgsdagsordener i kommuner og amtskommuner, jf. omtalen af R 19 i Årbog & Registre 1996-97 side 296.

I betænkningen blev der af SF stillet ændringsforslag om indførelse af åbne journallister og postlister.

Ændringsforslagene blev ikke vedtaget.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 115 stemmer.
Partiernes ordførere
Frederik Nørgaard (S), Erling Oxdam (V), Christian Overdal Aagaard (KF), Kristen Touborg (SF), Dorit Myltoft (RV), Kim Behnke (FP), Frank Aaen (EL) og Poul Nødgaard (DF)