L 75 Forslag til lov om ændring af lov om ferskvandsfiskeri.

(Forlængelse af regulativer m.v.).

Af: Landbrugs- og fiskeriminister Henrik Dam Kristensen (S)
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indebærer, at gyldighedsperioden for de eksisterende fiskeriregulativer, der er oprettet i henhold til den tidligere ferskvandsfiskerilov, forlænges indtil den 1. juli 2007. Herudover bliver det nu i højere grad muligt at tilbagekalde godkendelsen af fiskeriopsynsmænd.

Desuden udvides de rådgivende udvalg med en repræsentant for Amtsrådsforeningen i Danmark og en fællesrepræsentant for landbrugets organisationer.

Det fremgik af bemærkningerne, at de eksisterende fiskeriregulativer, der blev oprettet med hjemmel i den tidligere ferskvandsfiskerilov (lov nr. 66 af 23. marts 1965), forudsættes ophævet pr. 1. juli 1997 som følge af nye bestemmelser i den gældende ferskvandsfiskerilov.

Danmarks Sportsfiskerforbund og Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark ønskede imidlertid, at der blev skabt lovmæssig baggrund for, at regulativforeningerne og de gældende regulativer kunne fortsætte i endnu en årrække, da det havde vist sig, at nogle regulativforeninger fortsat ønskede muligheden for at arbejde videre inden for regulativets rammer, idet der ikke var etableret andre tilfredstillende samarbejdsformer.

Udvalget har henstillet til fødevareministeren, at det senest ved revisionen af saltvandsfiskeriloven overvejes at optage Landsforbundet Danske Lystfiskere i § 12 a-udvalget og andre relevante udvalg.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 115 stemmer.
Partiernes ordførere
Frederik Nørgaard (S), Kim Mouritsen (V), Lene Espersen (KF), Kristen Touborg (SF), Niels Højland (FP), Addi Andersen (CD), Bent Hindrup Andersen (EL) og Egil Møller (DF)