L 23 Forslag til lov om ændring af lov om euforiserende stoffer.

(Strafskærpelse ved gentagen handel med hårde stoffer).

Af: Justitsminister Bjørn Rømer Westh (S)
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Beh sammen med B 17.

Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Med loven gennemføres en væsentlig skærpelse af strafniveauet ved gentagen handel med små mængder hårde stoffer.

Det fremgik af bemærkningerne, at handelen med små mængder hårde stoffer havde givet anledning til betydelige problemer. Denne handel var en del steder foregået helt åbenlyst på gaderne, hvor også tilfældigt forbipasserende var blevet tilbudt at købe narkotika.

For at imødegå denne kriminalitet var der efter regeringens opfattelse behov for strengere straffe ved gentagen handel med hårde stoffer, selv om de enkelte handler kun angik små mængder narkotika.

Lovforslaget vedtaget med 102 stemmer (S, V, KF, RV, FP, CD og DF) mod 13 (SF og EL).
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Gitte Seeberg (KF), Anne Baastrup (SF), Bjørn Elmquist (RV), Kirsten Jacobsen (FP), Bruno Jerup (EL), Arne Melchior (CD) og Pia Kjærsgaard (DF)