L 193 Forslag til lov om ændring af lov om Danmarks Forskningsråd og offentlige forskningsudvalg og ændring af lov om Forskningspolitisk Råd og forskningsråd og om ophævelse af lov om forskningsråd.

Af: Forskningsminister Jytte Hilden (S)
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Forskningsudvalget (FKU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Med loven oprettes Forskningsforum, der bl.a. skal

- påtage sig tværgående og strategiske opgaver af fælles interesse for de seks statslige forskningsråd,

- oprette udvalg med særlige opgaver,

- foretage en overordnet koordinering og udøve en tværgående fondsfunktion, herunder koordinere udarbejdelse af strategiplaner for de statslige forskningsråd,

- fastsætte ensartede retningslinjer for behandling af ansøgninger og

- oprette tværfaglige programkomiteer, bl.a. med tilskudskompetence.

Loven fastsætter endvidere bestemmelser om Forskningsforums sammensætning, administration m.v. Det hidtidige formandskollegium for forskningsrådene nedlægges, og det præciseres, at de statslige forskningsråd skal rådgive både forskningsministeren, Folketinget og de øvrige ministre.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at det var en opfølgning af lov nr. 120 af 4. marts 1996 om Danmarks Forskningsråd, for så vidt angår en ny struktur for forskningsrådene. Der henvises til omtalen af L 95 i Årbog & Registre 1995-96 side 110.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 116 stemmer.
Partiernes ordførere
Sonja Mikkelsen (S), Henning Urup (V), Grethe Rostbøll (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Henrik Svane (RV), Annette Just (FP), Bruno Jerup (EL), Addi Andersen (CD) og Ole Donner (DF)