L 135 Forslag til lov om ændring af jordkøbsloven og lov om planlægning.

(Regionale jordkøbsnævn).

Af: Fødevareminister Henrik Dam Kristensen (S)
Samling: 1996-97
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven giver amtsrådene mulighed for at nedsætte regionale jordkøbsnævn, hvis formål er at købe jord og afhænde den i jordfordeling og lign. til forbedring af ejendomsstrukturen i jordbruget.

Lovens indeholder endvidere en bestemmelse om, at jordkøb kan ske til brug for jordomlægninger for at afbøde de jordbrugsmæssige gener ved ikkejordbrugsmæssige aktiviteter i landbrugsområder.

Med loven ændres også planloven, således at et regionalt jordkøbsnævn ikke skal søge tilladelse efter denne lov til udstykning på grundlag af en erhvervelse efter jordkøbsloven.

Det fremgik af bemærkningerne, at baggrunden for lovforslaget var erfaringerne fra det 10-årige forsøg med Den Sønderjyske Jordfond, der oprindelig blev iværksat efter frikommuneloven. Erfaringerne herfra bevirkede, at andre amtskommuner og landbrugsorganisationerne ønskede en ordning for resten af landet.

M.h.t. de regionale jordkøbsnævns virksomhed tilkendegav fødevareministeren,

- at formålet hermed først og fremmest var jordbrugsmæssigt, og at det var hensigten at fastsætte regler herfor efter de retningslinjer, der var angivet i bemærkningerne til lovforslaget. Udvalget forventede, at fødevareministeren orienterede udvalget desangående,

- at det var hensigten at udforme regler for kommunernes frivillige medvirken, og at det samtidig blev muligt at fastsætte, at kommunerne fik en vis andel af nævnenes midler ved nævnenes nedlæggelse.

M.h.t. de regionale jordkøbsnævns sammensætning tilkendegav fødevareministeren, at der var mulighed for i særlige tilfælde, f.eks. på Fyn, at inddrage gartnerierne i nævnet.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 110 stemmer.
Partiernes ordførere
Erling Christensen (S), Peder Sønderby (V), Brian Mikkelsen (KF), Kristen Touborg (SF), Vibeke Peschardt (RV), Aage Brusgaard (FP), Addi Andersen (CD) og Bent Hindrup Andersen (EL)