B 119 Forslag til folketingsbeslutning om at udarbejde en tids- og handlingsplan vedrørende eventuel etablering af et naturgaslager i Tønder.

Samling: 1996-97
Status: 2. behandlet/Forkastet
Beh sammen med B 116.

Efter 1. beh henvist til Det Energipolitiske Udvalg (EPU).

Beslutningsforslaget pålagde regeringen at udarbejde en tids- og handlingsplan for beslutningen om, hvorvidt der skal etableres et naturgaslager i Tønder, inden den 1. juli 1997. Planen skulle bl.a. indeholde en frist for, hvornår Dansk Olie og Naturgas A/S skal have indgivet en ansøgning om eventuel etablering af et naturgaslager i Tønder.

Endvidere fik miljø- og energiministeren som eneaktionær i DONG pålæg om at sørge for, at DONG's ansøgning blev indgivet inden den 1. september 1997.

Hensigten med beslutningsforslaget var at fremtvinge en afgørelse i sagen om placeringen af et naturgaslager ved Tønder by.

Beslutningsforslaget blev senere genfremsat uændret som beslutningsforslag nr. B 151, fordi det ved en fejl blev forkastet. Se også beslutningsforslag nr. B 116 om samme sag.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 45 (V, KF, FP, EL, CD og DF) stemte for, 53 (S, SF og RV) imod.
Partiernes ordførere
Henning Gjellerod (S), Peter Hansen-Nord (V), Eva Bente Møller (KF), Anni Svanholt (SF), Elsebeth Gerner Nielsen (RV), Jan Køpke Christensen (FP), Bent Hindrup Andersen (EL) og Ole Donner (DF)