L 41 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven, lov om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v. og lov om social bistand.

(Midlertidig opholdstilladelse til personer fra Serbien-Montenegro m.v.).

Af: Indenrigsminister Birte Weiss (S)
Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Retsudvalget (REU).

Loven giver mulighed for opholdstilladelse til udlændinge fra Serbien-Montenegro, der har fået afslag på asyl, men som på grund af forholdene i Serbien-Montenegro ikke kan vende tilbage dertil.

Loven indfører endvidere undervisningspligt for asylansøgeres børn, pligt for asylansøgere, der er indkvarteret på asylcentre, til at medvirke ved udførelsen af nødvendige opgaver i forbindelse med centrets drift og ret for asylansøgerne til at deltage i ulønnet humanitært arbejde.

Endelig giver loven mulighed for at videregive fortrolige sagsakter vedrørende asylsager mellem Udlændingestyrelsen og statsamterne uden den pågældende udlændings samtykke.

Ifølge lovforslagets bemærkninger og den skriftlige fremsættelsestale var myndighederne i Serbien-Montenegro uvillige til at tage egne statsborgere tilbage. Asylansøgere derfra kunne således ikke tvangsudsendes fra Danmark, selv om de havde fået endeligt afslag på deres ansøgning om opholdstilladelse. Lovforslaget havde således til hensigt at skabe en klarere retsstilling for disse personer.

Reglerne om undervisningspligt for asylansøgeres børn og om selvaktivering af asylansøgere, der var indkvarteret på asylcentre, svarede i alt væsentligt til allerede gældende bestemmelser i loven om midlertidig opholdstilladelse til visse personer fra det tidligere Jugoslavien m.v.

Bestemmelsen om videregivelse af fortrolige sagsakter mellem myndighederne havde til hensigt at sikre, at disse får de nødvendige oplysninger, så afgørelser kan træffes på et fyldestgørende grundlag.

Lovforslaget vedtaget med 61 stemmer (S, SF, RV, EL og CD) mod 49 (V, KF, FP og DF).
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Helge Adam Møller (KF), Anne Baastrup (SF), Elisabeth Arnold (RV), Irene Sønderby (CD), Søren Søndergaard (EL), Tom Behnke (FP) og Pia Kjærsgaard (DF)