L 175 Forslag til lov om strukturforanstaltninger vedrørende fiskerisektoren.

Af: Landbrugs- og fiskeriminister Henrik Dam Kristensen (S)
Samling: 1995-96
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven samler bestemmelser fra de tre hidtil gældende love om strukturforanstaltninger inden for fiskerisektoren (lov om støtte til visse strukturforanstaltninger inden for fiskeriet, lov om tilskud til strukturforanstaltninger inden for konsumfiskeindustrien og lov om tilskud til fiskerikonsulentvirksomhed) og tilpasser disse bestemmelser ændringer i EU's strukturordninger for fiskerisektoren.

Som nye foranstaltninger indføres en finansieringsordning for yngre fiskeres førstegangskøb af fiskerfartøj samt mulighed for engangsydelser til fiskere, der forlader erhvervet. Endvidere indføres hjemmel til at gennemføre EU-initiativet PESCA og andre initiativer vedrørende omstillingen i fiskerisektoren. Der oprettes et rådgivende udvalg om langsigtede indsatsområder for udviklingen af fiskerisektoren, og endelig får fiskerikonsulentordningen et bredere anvendelsesområde.

Det fremgik af bemærkningerne, at hensigten med lovforslaget var at fremme strukturudviklingen i fiskerisektoren gennem støtte, udredningsarbejder og udviklingsprojekter, at fremme omstillingen i fiskeriafhængige områder i Danmark samt at forenkle lovgivningen på området.

Det fremgik af Landbrugs- og Fiskeriudvalgets betænkning over lovforslaget, at landbrugs- og fiskeriministeren havde tilkendegivet, at han på baggrund af de opnåede erfaringer med principperne for til- og afgang i fiskerflåden ville vurdere behovet for en revision af ophørsstøtteordningen.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen af et ændringsforslag fra V og KF.

Lovforslaget vedtaget med 103 stemmer (S, V, KF, SF, RV, EL og CD) mod 5 (FP og DF).
Partiernes ordførere
Ole Vagn Christensen (S), Bodil Thrane (V), Lene Espersen (KF), Kristen Touborg (SF), Gunhild Husum (RV), Bent Hindrup Andersen (EL) og Annette Just (FP)