L 247 Forslag til lov om ændring af lov om vederlag og pension m.v. for ministre.

Samling: 1994-95
Status: 3. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Udvalget for Forretningsordenen (UFO).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Ifølge lovforslaget skulle ministerpension først kunne udbetales efter det fyldte 60. år. Det blev ligeledes foreslået, at ministerpension for afgåede ministre, der blev ansat ved EU, skulle reduceres med løn fra EU.

Efter den gældende lov om vederlag og pension m.v. for ministre var der ikke noget alderskrav for udbetaling af pension til afgåede ministre.

Lovforslaget var for så vidt angår 60-års-grænsen en genfremsættelse af lovforslag nr. L 188 fremsat i folketingsåret 1993-94, jf. omtalen i Årbog & Registre 1993-94 side 170.

Af bemærkningerne til lovforslaget fremgik bl.a., at Folketinget burde beslutte, at tidligere ministre først kunne få ministerpension, når de faktisk gik på pension. Det fremgik endvidere af bemærkningerne, at det var fundet nødvendigt at foreslå reduktioner i ministerpensionen for tidligere ministre, der blev ansat ved EU.

Lovforslaget forkastet, idet 22 (SF, FP og EL) stemte for, 103 (S, V, KF, RV og CD) imod.
Partiernes ordførere
Ove Fich (S), Birthe Rønn Hornbech (V), Torben Rechendorff (KF), Aage Frandsen (SF), Kirsten Jacobsen (FP), Jørgen Estrup (RV), Irene Sønderby (CD) og Jette Gottlieb (EL)