L 241 Forslag til lov om ændring af lov om en realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v. og lov om indkomstbeskatning af aktieselskaber m.v. (selskabsskatteloven).

(Overgangsregel, obligationsbaserede aktieselskaber, rene risikoforsikringer og investeringsbeviser).

Af: Skatteminister Carsten Koch ()
Samling: 1994-95
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Skatteudvalget (SAU).

Loven ændrer reglerne om realrenteafgift af bl.a. investeringsbeviser. Det er vedtaget at gå tilbage til det fra før 1995 gældende princip, hvorefter afkast af investeringsbeviser enten var fuldt afgiftspligtige eller fuldt afgiftsfrie. Udgangspunktet er, at afkast af investeringsbeviser er afgiftspligtigt, men en del af afkastet kan dog være afgiftsfrit. Afgiftsfriheden afgrænses af nye regler i § 3 e.

Endvidere gennemføres en værnsregel om realrenteafgift af aktieudbytte fra visse obligationsbaserede aktieselskaber. Det drejer sig bl.a. om forsikringsselskabers og pensionskassers placering af realrenteafgiftspligtige obligationer i ejendomsdatterselskaber.

En del af datterselskabernes finansielle afkast udskilles som et særligt afgiftsgrundlag for den realrenteafgiftspligtige. Afgiften af det særlige afgiftsgrundlag beregnes med en sats, der udgør forskellen mellem den effektive afgiftssats i selskabet og selskabsskatten, altså netop den besparelse, som kan opnås ved overkapitalisering.

Det er vedtaget at justere det generelle overgangsfradrag i realrenteafgiftslovens § 8, stk. 1, således, at det direkte af bestemmelsen fremgår, hvilke hensættelser der indgår ved opgørelsen af fradraget.

Lovforslaget vedtaget med 67 stemmer (S, SF, RV, EL og CD) mod 63 (V, KF og FP).
Partiernes ordførere
Jens Peter Vernersen (S), Svend Aage Jensby (V), Flemming Hansen (KF), Jes Lunde (SF), Kristian Thulesen Dahl (FP), Elisabeth Arnold (RV) og Frank Aaen (EL)