L 230 Forslag til lov om ændring af lov om elforsyning.

(Ændring af prisbestemmelserne m.v.).

Af: Miljø- og energiminister Svend Auken (S)
Samling: 1994-95
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Det Energipolitiske Udvalg (EPU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven giver elselskaberne mulighed for at engagere sig i elværksrelaterede aktiviteter. Det kan f.eks. være investeringer i moderne kraftværker i udlandet eller energirådgivning af elforbrugerne. Loven giver elselskaberne mulighed for at optjene overskud. Desuden fastlægger den rammerne for elforsyningsvirksomheders engagement i andre aktiviteter end de traditionelle elforsyningsopgaver.

Det fremgik af lovforslagets bemærkninger, at det var en afløser for lov nr. L 445 af 30. juni 1993. Denne lov var aldrig trådt i kraft, da Europa-Kommissionen fandt den uforenelig med EF-Traktatens bestemmelser om statsstøtte. Kommissionen havde derefter godkendt det foreliggende lovforslag.

Hovedformålet med lovforslaget var at give elselskaberne mulighed for at optjene overskud og opbygge en kapitalreserve. Lovforslaget havde endvidere til hensigt at give elselskaberne et øget incitament til at gennemføre rationaliseringer eller indgå samarbejdsaftaler med andre elselskaber for derved at nedbringe driftsomkostningerne.

Lovforslaget vedtaget med 112 stemmer (S, V, KF, SF, RV, EL og CD) mod 6 (FP).
Partiernes ordførere
Henning Gjellerod (S), Peter Hansen-Nord (V), Eva Bente Møller (KF), Anni Svanholt (SF), Kim Behnke (FP) og Bent Hindrup Andersen (EL)