L 174 Forslag til lov om ændring af lov om beskyttelse af havmiljøet.

(Frakendelse af retten til at føre skib).

Af: Tommy Dinesen (SF) og Steen Gade (SF)
Samling: 1994-95
Status: Bortfaldet
Efter 1. beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Efter lovforslaget skulle der indsættes en ny bestemmelse i lov om beskyttelse af havmiljøet. Med bestemmelsen skulle en skibsfører, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed havde forurenet havmiljøet eller fremkaldt fare herfor for at opnå en økonomisk vinding, kunne frakendes retten til at føre skib i indtil 5 år eller for bestandig.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at skibe utallige gange i ly af mørke eller langt fra mulig overvågning havde pumpet olie, kemikalier eller lignende ud i havet. Forslagsstillerne fandt, at en effektiv måde, hvorpå man kunne imødegå sådanne forhold, var, at det blev muligt at frakende den ansvarlige skibsfører retten til at føre skib.

I Miljø- og Planlægningsudvalgets beretning over lovforslaget tilkendegav miljø- og energiministeren, at regeringen var positiv over for intentionerne i lovforslaget, men at disse burde indgå i arbejdet med at gennemføre en beslutning om at oprette en eksklusiv økonomisk zone rundt om Danmark. Regeringen påregnede at kunne fremsætte lovforslag herom i folketingsåret 1995-96.
Partiernes ordførere
Peter Christian Christensen (S), Hanne Severinsen (V), Niels Langkilde (KF), Tommy Dinesen (SF), Aage Brusgaard (FP) og Bent Hindrup Andersen (EL)