L 12 Forslag til lov om ændring af lov om social pension.

(Afskaffelse af den særlige, lave pensionsform - almindelig førtidspension).

Af: Anne Baastrup (SF) , Steen Gade (SF) , Jes Lunde (SF) , Ole Sohn (SF) og Villy Søvndal (SF)
Samling: 1994-95
Status: 3. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Lovforslaget indebar, at den særlige, lave pensionsform - almindelig førtidspension - ville blive afskaffet.

Det fremgik af bemærkningerne, at almindelig førtidspension er den dårligste ydelse i førtidspensionssystemet. Ydelsen er uretfærdig, for den ydes efter samme helbredsmæssige og sociale kriterier som forhøjet almindelig førtidspension.

Forskellen er udelukkende betinget af, hvornår man tildeles pension. Sker det, før man fylder 60 år, får man den forhøjede ydelse; sker det senere, får man kun den lave ydelse, almindelig førtidspension, helt frem til det 67. år. Én dags forskydelse kan altså betyde næsten 1.000 kr. mindre hver måned i 7 år.

Efter forslaget skulle de, der var på den lave sats, overgå til den forhøjede sats.

Lovforslaget forkastet, idet 14 (SF og EL) stemte for, 92 (S, V, KF, FP og CD) imod.
Partiernes ordførere
Inger Bierbaum (S), Else Winther Andersen (V), Karen Højte Jensen (KF), Anne Baastrup (SF), Tom Behnke (FP), Vibeke Peschardt (RV) og Bruno Jerup (EL)