B 2 Forslag til folketingsbeslutning om børnepasningsgaranti, afvikling af ventelister og uddannelse af pædagoger.

Af: Villy Søvndal (SF) , Anne Baastrup (SF) , Steen Gade (SF) og Jes Lunde (SF)
Samling: 1994-95
Status: 2. behandlet/Forkastet
Efter 1. beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Beslutningsforslaget opfordrede regeringen til at tage de nødvendige initiativer til, at der senest ved udgangen af 1995 sikredes forældrene ret til at få passet deres børn i hvert fald op til 7-års-alderen, og at kommunerne sikredes økonomisk mulighed for at opfylde dette krav.

Af bemærkningerne fremgik, at børnepasningsorloven havde hjulpet på småbørnsfamiliernes situation, men ikke kunne erstatte en egentlig pasningsgaranti. De forældre, der ønsker at genoptage arbejdet efter barselsorlov, efterspørger institutionsplads og ikke en mulighed for børnepasningsorlov. Samtidig er usikkerheden om børnepasningen en væsentlig mobilitetshæmmende faktor. Arbejdsmarkedet vil derfor komme til at virke mere fleksibelt, hvis der etableres en pasningsgaranti.

Beslutningsforslaget forkastet, idet 13 (SF og EL) stemte for, 101 (S, V, KF, FP, RV og CD) imod.
Partiernes ordførere
Jan Petersen (S), Erik Larsen (V), Stefan G. Rasmussen (KF), Villy Søvndal (SF), Tom Behnke (FP), Vibeke Peschardt (RV) og Bruno Jerup (EL)