L 7 Forslag til lov om ændring af lov om statens fremskaffelse af jord og udlån til jordbrugsmæssige formål m.m.

(Fortsættelse af iværksat frikommuneforsøg med Den Sønderjyske Jordfond).

Af: Landbrugsminister Bjørn Rømer Westh (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven gør det muligt at fortsætte et forsøg i Sønderjylland med at forbedre landbrugets såkaldte arronderingsmæssige forhold, dvs. en hensigtsmæssig beliggenhed af landbrugsjorden i forhold til ejendommen.

Lovforslaget var en konsekvens af, at man forventede, at lovgrundlaget i frikommuneloven for forsøget med Den sønderjyske Jordfond ville bortfalde ved udgangen af 1993.

Det var hensigten at fortsætte forsøget ud fra regler, der svarede til de allerede fastsatte regler i Sønderjyllands Amtskommunes friamtsregulativ nr. 19, jf. bekendtgørelse nr. 751 af 28. august 1992 om godkendelse af regulativet. Der ville dog ifølge lovforslagets bemærkninger være mulighed for mindre justeringer, hvis evalueringen af de foreløbige forsøgsresultater i efteråret 1993 skulle vise behov for det.

Baggrunden for det iværksatte forsøg var, at der særligt i Sønderjylland af historiske grunde var behov for jordfordelinger til forbedring af landbrugserhvervets arronderingsmæssige forhold. Landboreformerne, der blev gennemført i kongeriget fra slutningen af 1700-tallet, blev nemlig ikke gennemført tilsvarende systematisk i hertugdømmerne.

Den sønderjyske Jordfond skulle købe og sælge landbrugs- og naturarealer i Sønderjyllands Amt. Salget skulle fortrinsvis ske ved jordfordelinger til forbedring af landbrugserhvervets arronderingsmæssige forhold samt i forbindelse med naturgenopretning, skovrejsning, byudvikling m.v. Jordfonden skulle ikke være permanent arealbesidder, men skulle afhænde arealerne hurtigst muligt, normalt inden for få år.

Lovforslaget vedtaget med 115 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 7 (FP).
Partiernes ordførere
Helen Jørgensen (S), Peder Sønderby (V), Bodil Tang Kristensen (KF), Kristen Touborg (SF), Niels Højland (FP), Svend Aage Jensen (CD), Hans Larsen-Ledet (RV) og Henning Lysholm (KrF)