L 50 Forslag til lov om massemediers informationsdatabaser.

Af: Justitsminister Erling Olsen (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Retsudvalget (REU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Retsudvalget (REU).

Loven indebar en samlet regulering af de trykte og de elektroniske massemediers informationsdatabaser. Samtidig blev disse databaser (også kendt som pressens informationsregistre) undtaget fra registerlovgivningens regler.

Lovforslaget var i det store og hele en genfremsættelse af L 262 fra folketingsåret 1992-93 (se Årbog & Registre 1992-93, side 208). Bestemmelserne i det tidligere lovforslag, hvorefter der var en tidsmæssig begrænsning i adgangen til at opbevare oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold i en redaktionel informationsdatabase m.v. var dog udeladt.

Lovforslaget fik sin endelige udformning gennem vedtagelsen ved 2. og 3. behandling af ændringsforslag fra justitsministeren. Det blev herved bl.a. præciseret, at loven og registerlovene ikke gælder for informationsdatabaser, hvori der udelukkende er indlagt allerede offentliggjorte tekster, billeder og lydprogrammer eller dele heraf, når indlæggelsen i informationsdatabasen er sket uændret i forhold til offentliggørelsen.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 135 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV, KRF og Bente Juncker (UP)).
Partiernes ordførere
Lissa Mathiasen (S), Birthe Rønn Hornbech (V), John Vinther (KF), Gert Petersen (SF), Tom Behnke (FP), Elisabeth Arnold (RV) og Ole M. Nielsen (KrF)