L 27 Forslag til lov om ændring af lov om jordfordeling mellem landejendomme.

Af: Landbrugsminister Bjørn Rømer Westh (S)
Samling: 1993-94 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven giver Jordbrugsdirektoratet mulighed for at anvende en forenklet sagsbehandling m.v. ved jordomlægninger mellem nogle få landbrugsejendomme.

Ifølge lovforslagets bemærkninger var dets formål at skabe grundlag for en øget og mere fleksibel udnyttelse af jordfordeling som et instrument til en løbende forbedring af dansk landbrugs arronderingsmæssige struktur (landbrugsjordens hensigtsmæssige beliggenhed af hensyn til en effektiv drift af den enkelte ejendom), især i forbindelse med ophørsordningen for jordbrugere (L 26).

I aftalen med landbrugsorganisationerne af 6. april 1993 om visse landbrugspolitiske spørgsmål indgik bl.a. nogle strukturpolitiske elementer, herunder indførelse af EF's ophørsordning for jordbrugere, visse ændringer af landbrugsloven og en styrkelse af jordfordelingsindsatsen. Ophørsordningen skulle forberedes af et interministerielt udvalg, og den styrkede jordfordelingsindsats skulle i første omgang især koncentreres om de arealer, der blev frigjort i forbindelse med ophørsordningen.

Da arronderingsforholdene ifølge lovforslagets bemærkninger havde væsentlig betydning for den enkelte landbrugsbedrifts produktionsøkonomi, var det af stor betydning, at strukturomlægningen kunne forbedre arronderingen.

Lovforslaget vedtaget med 105 stemmer (S, KF, V, CD, RV og KRF) mod 16 (SF og FP).
Partiernes ordførere
Ilse Hansen (S), Christian Mejdahl (V), Anne Birgitte Lundholt (KF), Birthe Hansen (SF), Niels Højland (FP), Addi Andersen (CD), Hans Larsen-Ledet (RV) og Henning Lysholm (KrF)