L 81 Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven og selskabsskatteloven m.v.

(Ændring af reglerne om indtræden af begrænset skattepligt for lønmodtagere og bygge-/anlægsforetagender).

Af: Skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Titel ændret 11/12 91 fra: Forslag til lov om ændring af kildeskatteloven og selskabsskatteloven. (Ændring af reglerne om indtræden af begrænset skattepligt for lønmodtagere og bygge-/anlægsforetagender).

Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indebærer, at den begrænsede skattepligt for udenlandske lønmodtagere bliver udvidet til at omfatte alle lønindtægter, som udbetales af arbejdsgivere, der er hjemmehørende eller skattepligtige her i landet.

Desuden sker der en udvidelse af den begrænsede skattepligt for udenlandske foretagender, der udfører bygnings-, anlægs- og monteringsarbejde her i landet.

Efter den hidtil gældende praksis var der kun skattepligt over for Danmark, hvis arbejdet her i landet varede mere end 12 måneder, og skattepligten indtrådte i så fald med virkning fra arbejdets begyndelse. I fremtiden er der skattepligt fra 1. dag. De eksisterende skatteregler havde den utilsigtede konsekvens, at udenlandske bygge- og anlægsvirksomheder, der arbejdede i Danmark, med fordel kunne ansætte udenlandsk frem for dansk arbejdskraft. Lovforslaget havde til formål at ændre på dette forhold.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 134 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV, KRF og Hans Erenbjerg (UP)).
Partiernes ordførere
Klaus Hækkerup (S), Svend Heiselberg (V), Christian Overdal Aagaard (KF), Jens Thoft (SF), Ole Donner (FP), Bente Juncker (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Flemming Kofod-Svendsen (KrF)