L 338 Forslag til lov om ændring af lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner og amtskommuner.

(Forbedret budgetgaranti, ændringer vedrørende skattereform og bruttoficering af sociale ydelser, ændret opgørelse af de amtskommunale udgiftsbehov).

Af: Indenrigsminister Birte Weiss (S)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Kommunaludvalget (KOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Loven indeholder to hovedelementer:

- For det første justeres tilskuds- og udligningssystemet på baggrund af de byrdefordelingsmæssige forskydninger kommunerne imellem, der følger af regeringens skattereform og af den hertil knyttede bruttoficering af pensioner og kontanthjælp. Endvidere ændres afgørelsen af de amtskommunale udgiftsbehov.

- For det andet tilpasses den kommunale budgetgarantiordning til de ændrede regler om kommunernes indsats over for ledige m.v. Budgetgarantiordningen forbedres også, således at kommunernes bloktilskud reguleres for mer- eller mindreudgifter, der er en følge af konjunkturudviklingen. Endvidere præciseres bestemmelserne om pris- og lønregulering af statstilskuddene til kommuner og amtskommuner.

Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at den del af lovforslaget, der vedrørte den kommunale budgetgarantiordning, indgik som et led i gennemførelsen af regeringens samlede politik til forbedring af vilkårene og initiativerne for de ledige og sikring af en varig forbedring af beskæftigelsen.

Lovforslaget skulle ses i sammenhæng med arbejdsministerens fremsatte lovforslag nr. L 272 om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og socialministerens fremsatte forslag til lov om kommunal aktivering (L 315), forslag til lov om ændring af lov om social bistand (L 313) samt forslag til lov om ændring af lov om social pension (L 314).

Lovforslaget vedtaget med 60 stemmer (S, CD, RV og KRF) mod 51 (KF, V og FP); 9 (SF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Peder Sass (S), Erik Larsen (V), Torben Rechendorff (KF), Lilli Gyldenkilde (SF), Poul Nødgaard (FP) og Ebbe Lundgaard (RV)