L 309 Forslag til lov om ophævelse af lov om realkreditlignende lån m.v. og ændring af lov om stempelafgift.

Af: Industriminister Jan Trøjborg (S)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Titel ændret 15/6 93 fra: Forslag til lov om ophævelse af lov om realkreditlignende lån m.v.

Efter 1.beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3. beh.

Loven ophæver lov om realkreditlignende lån. Samtidig bevarer pengeinstitutterne fremover muligheden for stempelfrit at kunne yde lån til indfrielse af realkredit- eller realkreditlignende lån på nærmere angivne vilkår.

Loven om realkreditlignende lån m.v. blev vedtaget i 1986 som led i regeringens program til fremme af den private opsparing samt nedbringelse af gældsætningen (»Kartoffelkuren«).

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget var der med den trinvise liberalisering på området for udlån mod pant i fast ejendom, som bl.a. havde muliggjort tillægslån og annuitetslån, ikke længere grund til at opretholde lov om realkreditlignende lån m.v.

Loven fik sin endelige udformning ved vedtagelse af nogle ændringsforslag stillet af industriministeren uden for betænkningen.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 110 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).
Partiernes ordførere
Lotte Henriksen (S), Pia Larsen (V), Per Tærsbøl (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Kim Behnke (FP), Addi Andersen (CD), Lone Dybkjær (RV) og Merethe Due Jensen (KrF)