L 279 Forslag til lov om fremstilling af og handel med visse varer, der benyttes ved ulovlig fremstilling af og handel med narkotika og psykotrope stoffer

(prækursorer).

Af: Skatteminister Ole Stavad (S)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3. beh.

Formålet med loven er at gennemføre et EF-direktiv om overvågning af fremstilling og handel med varer, der kan benyttes ved ulovlig fremstilling af narkotika og psykotrope stoffer inden for Fællesskabet.

Endvidere fastsættes der særlige krav ved fremstilling, forhandling, distribution eller overdragelse af de omhandlede varer. Ligeledes fastsættes det at fremstilling og overdragelse for visse af varerne alene kan ske, hvis der foreligger en licens. Endvidere indsættes der straffebestemmelser.

I loven er også indeholdt en række bestemmelser fra en EF-forordning, der regulerer tredjelandshandelen med de pågældende varer.

Lovforslaget gennemførte Rådets direktiv nr. 92/109/EØF af 14. december 1992 samt visse bestemmelser i Rådets forordning nr. 3677/90 af 13. december 1990, som ændret ved Rådets forordning nr. 900/92 af 31. marts 1992.

Lovforslaget vedtaget med 88 stemmer (S, KF, V, FP, RV og KRF); 9 (SF) stemte hverken for eller imod.
Partiernes ordførere
Ilse Hansen (S), Erik Larsen (V), Jens Thoft (SF), Tom Behnke (FP), Elisabeth Arnold (RV) og Knud Glønborg (KrF)