L 268 Forslag til lov om ændring af lov om social bistand.

(Ændring af regler om plejehjem og beskyttede boliger).

Samling: 1992-93
Status: 3. behandlet/Forkastet
Vedrørende Socialministeriet.

Efter 1.beh henvist til Socialudvalget (SOU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3. beh.

Ifølge lovforslaget skulle der indføres adgang til at ombygge, modernisere og drive plejehjem og beskyttede boliger efter bistandsloven.

Ved gennemførelsen af lovforslag nr. L 120 i folketingsåret 1986-87 (jf. Årbog & Registre 1986-87 side 127) blev adgangen til at opføre plejehjem og beskyttede boliger efter bistandsloven ophævet. I stedet for skulle de opføres efter lov om boliger for ældre og handicappede personer.

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget fandt forslagsstillerne det ikke acceptabelt, at kommunerne på grund af økonomiske fordele ombyggede eksisterende plejehjem til ældreboliger, så svage plejehjemsbeboere mistede det faste, normerede personale og overgik til at være lejere.

Ved forslagsstillernes ændringsforslag til lovforslaget udgik det oprindelige forslag om, at plejehjem skulle kunne oprettes efter bistandsloven, men det blev præciseret, at de skulle kunne ombygges og moderniseres uden at miste deres status som plejehjem.

Lovforslaget forkastet, idet 17 (SF og FP) stemte for, 97 (S, KF, V, CD, RV og KRF) imod.
Partiernes ordførere
Grete Schødts (S), Else Winther Andersen (V), Karen Højte Jensen (KF), Hanne Thanning Jacobsen (SF), Kirsten Jacobsen (FP), Dorit Myltoft (RV) og Inger Stilling Pedersen (KrF)