L 223 Forslag til lov om ændring af lov om læhegn samt om ændring af ligningsloven.

Af: Landbrugsminister Bjørn Rømer Westh (S)
Samling: 1992-93
Status: Stadfæstet
Efter 1.beh henvist til Landbrugs- og Fiskeriudvalget (LFU).

Efter 2.beh direkte overgang til 3.beh.

Med loven åbnes mulighed for øget tilskud til anlæg af læhegn af en bredde på mindst 6 rækker samt mulighed for at yde tilskud til supplerende lægivende løvtræplantninger.

Med loven ændres ligningsloven, således at reglen for skattemæssige fradrag for udgifter ved etablering af læhegn udvides til også at omfatte udgifter ved etablering af supplerende lægivende løvtræplantninger. Med loven ændres endvidere kontrolbestemmelserne.

I foråret 1991 fremlagdes handlingsplanen for en bæredygtig udvikling i landbruget, og Folketingets Udvalg vedrørende en Bæredygtig Landbrugsudvikling afgav den 17. december 1991 Beretning om en bæredygtig landbrugsudvikling (miljøinitiativer), (Beretning nr. 5, Folketinget 1991-92).

Ifølge beretningen skal der arbejdes for, at landmændene kan få tilskud til etablering af 6-rækkede løvfældende læhegn. Endvidere opfordres regeringen til at arbejde for, at EF's fremtidige landbrugs-/miljøordninger bl.a. kan anvendes til etablering af læhegn.

Ifølge lovforslagets bemærkninger blev anbefalingerne om etablering af læhegn fra Folketingets Udvalg vedrørende en Bæredygtig Landbrugsudvikling samt fra Fællesudvalget for Læplantning hermed gennemført.

Lovforslaget fik sin endelige udformning efter vedtagelsen af et ændringsforslag stillet af landbrugsministeren, der skulle sikre, at tilskud til læhegn også kan ydes til forpagtere.

Lovforslaget vedtaget med 105 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 6 (FP).
Partiernes ordførere
Peter Christian Christensen (S), Christian Mejdahl (V), Jens Peter Rønholt (KF), Birthe Hansen (SF), Niels Højland (FP), Hans Larsen-Ledet (RV), Svend Aage Jensen (CD) og Henning Lysholm (KrF)