L 212 Forslag til lov om ændring af lov om merværdiafgift (momsloven).

(Momsligestilling for hotelog restaurantydelser og momsfrihed for udenlandske hotelgæster m.v.).

Af: Ole Donner (FP) , Kim Behnke (FP) , Niels Højland (FP) , Kirsten Jacobsen (FP) og Annette Just (FP)
Samling: 1992-93
Status: 3. behandlet/Forkastet
Meddelelse fra udvalg om mundtlig indstilling 24-06-1993.

Efter 1.beh henvist til Skatteudvalget (SAU).

Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Skatteudvalget (SAU).

Lovforslaget havde to formål:

1) at sikre, at erhvervskunder kunne fratrække moms på hotel- og restaurantydelser i deres momsregnskab (den såkaldte afløftningsret),

2) at sikre, at udlejning af værelser i hoteller, gæstgiverier, moteller m.v. blev behandlet som en eksportydelse, således at fysiske eller juridiske personer, der godtgør ikke at have bopæl eller hjemsted her i landet, fritages for moms.

Forslagsstillerne mente, at det var nødvendigt at komme hotel- og restaurationserhvervet til undsætning.

Lovforslaget skulle ses i sammenhæng med lovforslag nr. L 193 om fradragsret for repræsentationsudgifter.

Lovforslaget forkastet, idet 55 (KF, V og FP) stemte for, 75 (S, SF, CD, RV og KRF) imod.
Partiernes ordførere
Anne-Marie Meldgaard (S), Svend Aage Jensby (V), Flemming Hansen (KF), Jes Lunde (SF), Ole Donner (FP), Elisabeth Arnold (RV) og Knud Glønborg (KrF)