Efter 1.beh henvist til Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).
Efter 2.beh henvist til fornyet beh i Arbejdsmarkedsudvalget (AMU).
Ved loven gives der adgang for lønmodtagere med indestående i Dyrtidsfonden til at hæve beløbet ved det fyldte 60. år i stedet for som hidtil det 67. år. Det er en betingelse, at lønmodtagerens eventuelle kapitalpension er hævet, forudsat at der efter pensionsaftalen er adgang for lønmodtageren til at indbetale på eller hæve pensionsordningen.
Det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at det var et led i aftalen af 26. november 1992 om finanslov for 1993 og beskæftigelsesfremmende initiativer m.v. indgået mellem KF, V, RV, CD, KRF og S.
Videre fremgik det, at der med forslaget tilsigtedes en forenkling af udbetalingsreglerne.
For at undgå utilsigtet udnyttelse af reglerne om kapitalpension skulle det være en betingelse for udbetaling, at der forelå dokumentation fra skattemyndighederne for, at en eventuel kapitalpension var hævet. Gennem vedtagelse af ændringsforslag, stillet i betænkningen af arbejdsministeren, blev det fastsat, at dette kun var en betingelse, hvis lønmodtageren kunne indbetale på eller hæve pensionsordningen.
Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 141 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV, KRF og Hans Erenbjerg (UP)).