L 244 Forslag til lov om ændring af realkreditlov og lov om realkreditlignende lån og andelsboliglån m.v.

(Adgang til omprioritering og tillægslån samt ændrede lånegrænser for om- og tilbygning m.v.).

Af: Boligminister Svend Erik Hovmand (V)
Samling: 1991-92
Status: Stadfæstet
Beh sammen med L 242.

Efter 1. beh henvist til Boligudvalget (BOU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven giver adgang til omprioritering af eksisterende lån i ejerboliger til helårsbrug og fritidshuse. Lånene kan ombyttes til mikslån med en maksimal løbetid på 30 år for helårsboliger og 20 år for fritidshuse. Der må ikke i forbindelse med omprioriteringen fremkomme et kontant provenu.

Desuden kan omkostninger i forbindelse med om- og tilbygning belånes fuldt ud (100 pct.). Dog skal lånet kunne holdes inden for en lånegrænse på 80 pct. - dog 60 pct. for fritidshuse - af den ombyggede ejendoms værdi.

Loven muliggør, at der kan ydes tillægslån uden formålsbestemmelse i helårsboliger og fritidshuse. Disse tillægslån kan ydes som 20-årige mikslån inden for 60 pct. af ejendommens værdi.

Desuden giver loven adgang til fusion af 2 realkreditinstitutter, der er omdannet fra fonde eller foreninger til aktieselskaber.

Lovforslaget vedtaget med 103 stemmer (S, KF, V, FP, CD, RV og KRF) mod 9 (SF).
Partiernes ordførere
Jørn Pedersen (S), Christian Mejdahl (V), Pernille Sams (KF), Holger K. Nielsen (SF), Kirsten Jacobsen (FP), Svend Aage Jensen (CD), Jørgen Estrup (RV) og Henning Lysholm (KrF)