Efter 1. beh henvist til Markedsudvalget (MKU).

Efter 2. beh henvist til fornyet beh i Markedsudvalget (MKU).

Ifølge lovforslaget kunne traktaten om Den Europæiske Union med tilhørende protokoller og erklæringer (Maastrichtaftalen) ratificeres på Danmarks vegne.

Lovforslaget indebar ligeledes, at Folketinget giver samtykke hertil, jf. grundlovens §§ 19 og 20.

Lovforslaget gjorde det muligt at indarbejde bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Union i Danmarks tiltrædelseslov (lov nr. 447 af 11. oktober 1972 om Danmarks tiltrædelse af De Europæiske Fællesskaber med senere ændringer).

Da lovforslaget indebar en overladelse af beføjelser fra danske myndigheder til De Europæiske Fællesskaber, skulle det behandles efter reglerne i grundlovens § 20. Ifølge denne paragraf kræves et flertal på 5/6 af Folketingets medlemmer til vedtagelse af et sådant lovforslag. Opnås et sådant flertal ikke, men opnås der almindeligt flertal, skal lovforslaget forelægges folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter reglerne i grundlovens § 42.

Da lovforslaget ved 3. behandling ikke opnåede de tilstrækkelige 150 stemmer, og da regeringen opretholdt lovforslaget, blev der afholdt folkeafstemning den 2. juni 1992. Ved denne afstemning stemte 49,3 pct. ja til lovforslaget, medens 50,7 pct. stemte nej. Da der således ikke var flertal i befolkningen for lovforslaget, blev dette ikke stadfæstet.

Traktaten om Den Europæiske Union bygger på en såkaldt »søjle«-konstruktion, hvorved en del af traktaten (søjle 1) ændrer og udbygger de eksisterende fællesskabstraktater, mens bestemmelserne vedrørende den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (søjle 2) og bestemmelserne vedrørende samarbejdet om retlige og indre anliggender (søjle 3) ikke indarbejdes i fællesskabstraktaterne, men supplerer disse. Heri ligger, at samarbejdet i søjle 2 og søjle 3 har en selvstændig karakter undergivet mellemstatslige beslutningsprocedurer.

Samarbejdet i de tre søjler knyttes sammen af en række fælles indledende bestemmelser og af en række fælles afsluttende bestemmelser. De indledende bestemmelser indeholder Den Europæiske Unions målsætninger og de fælles principper, som gælder for hele Den Europæiske Union. De afsluttende bestemmelser indeholder bestemmelser om Unionens videre udvikling og om nye medlemmer af Den Europæiske Union.

Subsidiaritetsprincippet (nærhedsprincippet) er nævnt i de indledende bestemmelser og gælder for alt samarbejde i Den Europæiske Union.

Traktaten om Den Europæiske Union indeholder i søjle 1 en ny del, hvorved der indføres et »unionsborgerskab«.

Ligeledes indeholder søjle 1 bestemmelserne om oprettelsen af en økonomisk og monetær union. Dette samarbejde har til formål at samordne medlemsstaternes økonomiske politikker og gennemføre en fælles penge- og valutakurspolitik. Oprettelsen af den økonomiske og monetære union er inddelt i 3 faser. Den tredje og sidste fase skal indledes senest den 1. januar 1999.

Den eksisterende Romtraktats bestemmelser vedrørende arbejdsmarkeds- og socialpolitik ændres ikke ved traktaten om Den Europæiske Union. Til gengæld er alle 12 medlemslande i en særlig protokol, der er en integreret del af traktaten om Den Europæiske Union, blevet enige om at bemyndige 11 medlemslande til at anvende De Europæiske Fællesskabers institutioner, procedurer og mekanismer til at vedtage videregående retsakter på dette område (den sociale dimension). Protokollen ledsages af en aftale indgået mellem Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater med undtagelse af Storbritannien.

Miljøafsnittet styrkes ved indførelse af kvalificeret flertal som hovedregel ved beslutninger i Rådet.

Samarbejdet vedrørende økonomisk og social samhørighed styrkes, hvilket indebærer øget overførsel af penge til de dårligst stillede medlemslande.

Der indføres nye samarbejdsområder. Blandt disse kan nævnes forbrugerbeskyttelse, kultur, uddannelse og udviklingssamarbejde.

Endelig indføres der i søjle 1 en række ændringer i EF-institutionernes samarbejde, organisation og kompetencer.

Traktaten om Den Europæiske Union indeholder i søjle 2 bestemmelserne om den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Disse bygger på bestemmelserne i art. 30 i Den europæiske fælles Akt (EPS-samarbejdet). Enhver medlemsstat eller Kommissionen kan fremsætte forslag for Rådet vedrørende alle spørgsmål inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Beslutninger træffes med enstemmighed. I de tilfælde, hvor Rådet vedtager en såkaldt »fælles aktion«, kan Rådet dog med enstemmighed definere de spørgsmål om hvilke, der træffes afgørelse med kvalificeret flertal. Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik omfatter alle spørgsmål vedrørende Den Europæiske Unions sikkerhed, herunder udformningen på langt sigt af en fælles forsvarspolitik, som med tiden vil kunne føre til et fælles forsvar.

Traktaten om Den Europæiske Union indeholder i søjle 3 bestemmelserne om samarbejdet om retlige og indre anliggender. Disse indebærer en traktatfæstelse af det mellemstatslige samarbejde, som hidtil er foregået blandt EF's indenrigs- og justitsministre.

Traktaten træder ifølge dens egen ordlyd i kraft den 1. januar 1993, forudsat at alle medlemslande har tilendebragt deres ratifikationsprocedurer. Er dette ikke tilfældet, træder den i kraft den første dag i den måned, der følger efter deponeringen af det sidste ratifikationsinstrument.

Lovforslaget vedtaget med 130 stemmer (S, KF, V, CD, RV og KRF) mod 25 (SF, FP og Glønborg (KRF)); 1 (Jacob Lindenskov (S)) stemte hverken for eller imod.