Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget (ERU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven indebærer, at der nedsættes et uafhængigt stormflodsråd (Stormflodsrådet), der forestår lovens administration, og som efter udtalelse fra Kystinspektoratet afgør, om der har været stormflod i et område på et givet tidspunkt. Stormflodsrådet får i øvrigt bistand fra Assurandør-Societetets sekretariat, der bliver sekretariat for rådet, og fra forsikringsselskaberne.

Rådet kan herudover efter behov anvende anden bistand. I henhold til loven vil der blive ydet erstatning for umiddelbart indtrådte skader forårsaget af stormflod på bygninger og løsøre her i landet, når skadens genstand er omfattet af en forsikring mod brand, hvoraf der er betalt afgift til ordningens finansiering.

Der ydes dog ikke erstatning for en række skader, der er nærmere defineret i lovens § 2, stk. 2.

For at motivere til forsvarlig adfærd er der indbygget en selvrisiko i ordningen. Selvrisikoen er højest for erhvervsbygninger og -løsøre, hvor der normalt er tale om meget store værdier. Selvrisikoen gælder desuden for fritidshuse, idet der er et langt friere lokaliseringsvalg for fritidshuse end for helårsboliger.

Loven giver endvidere adgang til, at Stormflodsrådet ud over selvrisikoen kan nedsætte erstatningen eller lade den helt bortfalde i en række tilfælde af uforsvarlig adfærd.

I loven er endvidere indbygget en statsgaranti for ordningens forpligtelser.

Ifølge lovforslagets bemærkninger og den skriftlige fremsættelse skulle erstatningsordningen finansieres af en afgift på 10 kr. pr. police for forsikringer med brand på fast ejendom og løsøre.

Lovforslaget fik sin endelige udformning ved vedtagelse af nogle ændringsforslag stillet af industriministeren.

Lovforslaget er en genfremsættelse af lovforslag nr. L 36 fremsat i 1. samling; der henvises til omtalen i afsnit 12. B. under 1. samling.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 123 stemmer (S, KF, V, SF, FP, CD, RV og KRF).