L 195 Forslag til lov om ændring af lov om Statens Uddannelsesstøtte.

Af: Undervisnings- og forskningsminister Bertel Haarder (V)
Samling: 1990-91 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Uddannelsesudvalget (UDU).

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven har følgende hovedindhold:
- En revision af klippekortsystemet. Hertil hører en afskaffelse af klippekortet for ungdomsuddannelser, således at støtte til den uddannelsessøgendes første ungdomsuddannelse ikke er omfattet af begrænsningerne i forbindelse med klippekortet. Herudover kommer ændringer i ordningen om forsinkelsesklip, herunder omformulering af lovbestemmelsen om yderligere klip ved studieforsinkelser (forsinkelsesklip) og forøgelse af støttetiden med 6 månedlige rater i anledning af fødsel.

- De 18-åriges afhængighed af forældrenes indkomst reduceres. Det sker ved, at støttemodtagere, der er omfattet af det nye klippekort, ikke er afhængige af forældrenes indkomst. Herudover sker der for 18-årige (forældreindkomstafhængige) uddannelsessøgende i den første ungdomsuddannelse:

1. en forhøjelse af den øvre grænse for forældrenes indkomstgrundlag, hvis den uddannelsessøgende skal modtage uddannelsesstøtte,

2. en ændring af kvartalsreglen i forbindelse med overgang til støtte uafhængigt af forældrenes økonomiske forhold, således at overgangen finder sted ved udgangen af den måned, hvori den uddannelsessøgende fylder 19 år.

- En revision af opsparingsordningen inden for klippekortet, bortfald af egenformuebestemmelserne, justering af fribeløb for måneder før og efter uddannelsen (samt ved fravalg af klip, praktik m.v.) og ophævelse af bestemmelsen om, at der maksimalt kan udbetales SU i en periode, der svarer til den normerede uddannelsestid med tillæg af 24 måneder.

- En ændring af ordningen om uddannelsesstøtte til uddannelser i udlandet og en ændring af ordningen om stipendier som tilskud til dækning af undervisningsafgift.

- En ændring af bestemmelsen om forrentning af studielån efter uddannelsens ophør.

- En nedsættelse af stipendiesatser for hjemmeboende uddannelsessøgende og regler om, at alle støttemodtagere i den første ungdomsuddannelse får stipendium efter satsen for hjemmeboende indtil udgangen af den måned, hvori de fylder 20 år. Samtidig afskaffes kvartalsreglen i forbindelse med, at man efter flytning opnår satsen for udeboende, således at satsen kan opnås ved udgangen af den måned, hvor flytningen har fundet sted.

- Overgangsregler, herunder overgangsordning vedrørende SU til erhvervsrettet ungdomsuddannelse.

Det fremgik af den skriftlige fremsættelse, at lovforslagets primære formål var en yderligere forenkling og liberalisering af SU-systemet.

De aktuelle forslag til lovændringer blev udarbejdet på baggrund af erfaringer med,

- hvilke regler der gav anledning til klager og kritik,

- hvilke regler der var vanskelige at forklare og dermed komplicerede det samlede vejledningssystem,

- hvilke regler der var vanskelige at administrere, samt

- hvilke regler der kunne påvirke uddannelsesadfærden på en uhensigtsmæssig måde.

Den samlede omlægning skulle være udgiftsneutral, og den omfattede derfor også udgiftsbegrænsende forslag, der var nødvendige for at finansiere den samlede omlægning.

Lovforslaget vedtaget med 94 stemmer (S, KF, V, SF, CD, RV og KRF) mod 7 (FP).
Partiernes ordførere
Frank Jensen (S), Bodil Thrane (V), John Vinther (KF), Kjeld Rahbæk Møller (SF), Jan Køpke Christensen (FP), Jette Pors (CD), Elisabeth Arnold (RV) og Henning Lysholm (KrF)