L 66 Forslag til lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og lov om ændring af lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond.

Samling: 1990-91 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Ifølge lovforslaget skulle der afholdes direkte valg af en fælles ledelse for Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP) og Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), således at lønmodtagerrepræsentanterne udgjorde den samlede ledelse.

Endvidere blev det foreslået, at stemmeretten på aktieposter, som LD og ATP enten alene eller tilsammen rådede over - og som ikke gav bestemmende indflydelse - skulle overlades til de ansatte i det pågældende aktieselskab. Såfremt stemmeretten i førnævnte kombinationer kunne give bestemmende indflydelse, skulle fondene - efter nærmere aftale med de ansatte - kunne overlade dem at drive virksomheden.

Herudover blev de to loves regler om anbringelse af midlerne foreslået ændret; bl.a. skulle begrænsningen mht., at ATP og LD kun måtte placere op til 25 pct. af deres aktiver i erhvervsvirksomheder, ophæves. Endvidere blev det foreslået, at placeringen af fondsmidlerne i hovedsagen skulle ske risikovilligt på kapitalmarkedet til gavn for dansk produktion og beskæftigelse, og at der ved denne placering skulle tages hensyn til langsigtethed, risikospredning og god forrentning.

Desuden blev det foreslået, at ATP blev delt i 7 regioner, der figurerede som selvstændige forvaltningsenheder.

Endelig skulle ATP og LD i forbindelse med placering af midler lægge afgørende vægt på renere teknologi, holdbarhed, ressourcebesparelse, genbrug, genanvendelse m.v.

Af de skriftlige bemærkninger fremgik det, at forslaget var en videreudvikling af et lovforslag (L 200) i folketingsåret 1988-89, se Årbog & Registre 1988-89 side 159.

Videre fremgik det, at forslagsstillerne havde følgende mål med forslaget: demokratisering på kapitalmarkedsniveau og på virksomhedsniveau, liberalisering af placeringsreglerne og indførelse af 'grønne investeringer'.