L 167 Forslag til lov om vandløb.

Af: Miljøminister Lone Dybkjær (RV)
Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Efter 1.beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Lovforslaget indgik i den af miljøministeren fremsatte miljøreformlovpakke. Lovpakken skulle sikre en styrkelse af miljø- og naturinteresser, samtidig med at myndighedsbehandlingen blev forenklet og decentraliseret.

Dette lovforslag skulle sammenfatte og forenkle 5 love:

- vandløbsloven
- okkerloven
- lov om inddragelse af dele af søterritoriet under de for ferske vande gældende retsregler
- dele af naturfredningsloven (beskyttelses- og sejladsbestemmelser) og
- lov om sejlads på Gudenå.

Ved at overføre beskyttelsesreglerne fra naturfredningsloven til vandløbsloven og henlægge administrationen af vandløbene til amtsrådene skulle lovforslaget sikre en enstrenget, koordineret varetagelse af såvel afstrømmingshensynet som af natur- og miljøhensynet.

Lovforslaget blev fremsat sammen med følgende 4 lovforslag: forslag til lov om miljøbeskyttelse (L 164), forslag til lov om naturbeskyttelse (L 165), forslag til lov om planlægning (L 166) og forslag til lov om naturklagenævnet (L 168). Disse fem lovforslag skulle erstatte 21 gældende love og sammen udgøre en samlet natur- og miljølovsreform.

Miljø- og Planlægningsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Henning Nielsen (S), Jens Peter Rønholt (KF), Christian Mejdahl (V), Steen Gade (SF), Knud Lind (FP), Peter Duetoft (CD), Marianne Jelved (RV) og Henning Lysholm (KrF)