L 165 Forslag til lov om naturbeskyttelse.

Af: Miljøminister Lone Dybkjær (RV)
Samling: 1989-90
Status: Bortfaldet
Beh sammen med L 168.

Efter 1.beh henvist til Miljø- og Planlægningsudvalget (MPU).

Lovforslaget indgik i den af miljøministeren fremsatte miljøreformlovpakke.

Dette lovforslag skulle sammenfatte og forenkle - lov om naturfredning - lov om sandflugtens bekæmpelse - lov om naturforvaltning.

Der skulle samtidig foretages nødvendige konsekvensændringer i skovloven, lov om kystbeskyttelse, lov om hegn og lov om frikommuner.

På en række punkter var lovforslaget en opfølgning af redegørelsen af 2. marts 1987 til Folketinget om en samlet strategi på marginaljordsområdet og redegørelsen af 2. marts 1987 til Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg om naturbevaring og friluftsliv m.v. Det gjaldt navnlig hovedelementerne i forslagene om styrkelse af den nugældende generelle beskyttelse af visse naturtyper og småbiotoper samt mulighederne for at foretage plejeforanstaltninger på de beskyttede arealer og forslaget om lovfæstelse af naturovervågningen.

Disse elementer var sammen med en række justeringer indeholdt i det forslag til ændring af naturfredningsloven, som blev fremsat af miljøministeren den 18. februar 1988. Lovforslaget bortfaldt imidlertid, da der blev udskrevet valg i april 1988. Se L 213 i Årbog & Registre 1987-88, side 168. De elementer, som indgik i det bortfaldne lovforslag, var med visse ændringer medtaget som bestanddele i det foreliggende lovforslag.

Lovforslagets adgang for ministeren til at udstede supplerende retsforskrifter og lignende vil kun kunne udnyttes efter forhandling med berørte myndigheder og organisationer.

Lovforslaget blev fremsat sammen med følgende 4 lovforslag: forslag til lov om miljøbeskyttelse (L 164), forslag til lov om planlægning (L 166), forslag til lov om vandløb (L 167) og forslag til lov om naturklagenævnet (L 168). Disse fem lovforslag skulle erstatte 21 gældende love og sammen udgøre en samlet natur- og miljølovsreform. Se nærmeste foranstående og efterstående sager.

Miljø- og Planlægningsudvalget afgav ikke betænkning over forslaget.
Partiernes ordførere
Dorte Bennedsen (S), Jens Peter Rønholt (KF), Hanne Severinsen (V), Steen Gade (SF), Knud Lind (FP), Marianne Jelved (RV), Peter Duetoft (CD) og Henning Lysholm (KrF)