L 227 Forslag til lov om ændring af lov om stempelafgift.

(Ændring af afgift på udbetaling ved kreditkøb m.v.).

Af: Skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Skatte- og Afgiftsudvalget.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven går ud på at ændre reglerne om stempelafgift ved kreditkøb. Efter loven skal der alene betales den i 1986 indførte højere stempelafgift på 4 pct. af restgælden ved kreditkøb. Udbetalingen skal derimod kun stemples som kontantkøb, dvs. almindeligvis med 0,1 pct.

Loven indeholder herudover nogle bestemmelser, der har sammenhæng med gennemførelsen af Dansk Internationalt Skibsregister. Tilbageføres et skib, der tidligere har sejlet under dansk flag, fra et udenlandsk skibsregister til Dansk Internationalt Skibsregister, fritages skibsskødet i en overgangsperiode for stempelafgift. Endelig medfører loven, at danske firmaer fritages for stempelafgift af sikkerhedsstillelse i forbindelse med koncession til efterforskning og udvinding af mineralske råstoffer i Grønland.

Ifølge lovforslagets bemærkninger var lovforslaget for så vidt angår reglerne om stempelafgift af kreditkøb en opfølgning af regeringens initiativer til fremme af opsparingen og nedbringelse af gældsætningen, den såkaldte kartoffelkur, der blev gennemført i 1986, idet bestemmelserne indebærer et incitament til at yde en så stor udbetaling som muligt i forbindelse med køb på kredit.

Det fremgik af udvalgets betænkning, at skatteministeren har truffet beslutning om, at der skal påbegyndes en gennemgribende vurdering af hele stempelafgiftsområdet set i lyset af den samfundsmæssige udvikling med henblik på en senere gennemgribende revision af loven.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 136 stemmer (S, KF, SF, V, FP, RV, CD og KRF).
Partiernes ordførere
Klaus Hækkerup (S), Else Theill Sørensen (KF), Svend Heiselberg (V), Jens Thoft (SF), Aage Brusgaard (FP), Bente Juncker (CD) og Henning Lysholm (KrF)