L 158 Forslag til lov om ændring af lov om en værdipapircentral.

Af: Industriminister Nils Wilhjelm (KF)
Samling: 1988-89
Status: Stadfæstet
Efter 1. beh henvist til Erhvervsudvalget.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven medfører, at udenlandske værdipapirer kan registreres i Værdipapircentralen i samme omfang og under samme betingelser som danske værdipapirer.

Endvidere medfører loven, at Værdipapircentralen med Finanstilsynets godkendelse kan etablere forbindelse med tilsvarende centraler i andre lande, som er under offentligt tilsyn.

Endelig indeholder loven enkelte ændringer af teknisk og redaktionel karakter, herunder navnlig en ændring, hvorved Garantifonden for Danske Optioner og Futures får tillagt status som 'storkunde' med adgang til direkte i Værdipapircentralen at indhente oplysninger om egne beholdninger og overføre meddelelser om overdragelser.

Om baggrunden for lovforslaget henvistes i den skriftlige fremsættelse til omkostningsbesparelser og til forenkling af afviklingen af den internationale værdipapirhandel. For så vidt angår ændringen med Garantifonden for Danske Optioner og Futures anførtes det, at denne ændring indebar en væsentlig administrativ forenkling i forbindelse med de løbende reguleringer af marginstillelsen for options- og futureskontrakter.

Lovforslaget vedtaget enstemmigt med 116 stemmer (S, KF, SF, V, FP, RV, CD og KRF).
Partiernes ordførere
Erling Olsen (S), Kai Dige Bach (KF), Jens Peter Jensen (V), Lilli Gyldenkilde (SF), Ingrid R. Kjær Kjældgaard (FP), Niels Bollmann (CD), Hans Larsen-Ledet (RV) og Henning Lysholm (KrF)