Efter 1.beh henvist til Folketingets udvalg til at behandle dansk sikkerhedspolitik.
Beslutningsforslaget understregede behovet for, at regeringen skulle arbejde aktivt i NATO og andre internationale organer for at fremme de danske synspunkter i den internationale afspænding.
Forslaget indeholdt desuden en henstilling til regeringen om at arbejde for en mindskelse af atomvåbnenes rolle i verden og en reduktion af NATO's afhængighed af atomvåben samt for en begrænsning af de konventionelle våben i Europa og en aftale mellem Øst og Vest, der skulle sikre en fjernelse af de taktiske atomvåben fra Europa, og endvidere for en ændring af NATO's strategi henimod ikkeførstebrug af atomvåben.
Efter forslaget henstilledes det endvidere til regeringen at arbejde for etablering af europæiske atomvåbenfri zoner og at støtte planerne om at reducere de langtrækkende atomvåben og de luft- og søbaserede mellem- og kortdistanceatomvåben.
Endelig skulle regeringen arbejde for en begrænsning af den militære opbygning i de nordlige hav- og landområder, et generelt internationalt forbud mod atomprøvesprængninger og et forbud mod produktion og oplagring af kemiske våben samt arbejde for en fredelig udnyttelse af det ydre rum.
Beslutningsforslaget blev forhandlet sammen med forespørgsel F 5, hvortil der henvises.
Udvalget angående Dansk Sikkerhedspolitik afgav en beretning, hvori et flertal bestående af udvalgets medlemmer fra S, KF, V, FP, RV, CD og KRF bl.a. gav udtryk for den opfattelse, at en aftale om begrænsning af de strategiske atomvåben (START) vil være en væsentlig tillidsskabende foranstaltning mellem Øst og Vest, og at Danmark fortsat aktivt bør virke for, at der snarest muligt indgås en START-aftale mellem USA og Sovjetunionen.
Af beretningen fremgik det endvidere, at flertallet lægger stor vægt på, at Danmark aktivt støtter bestræbelserne for snarest at tilvejebringe en global aftale om et totalt forbud mod kemiske våben, at Danmark fortsat aktivt bør deltage i eksportkontrolsamarbejdet, og endelig at Danmark fortsat må fordømme enhver brug af kemiske våben.
Det fremgik af beretningen, at udvalget har behandlet spørgsmålet om de kortrækkende taktiske atomvåben i Europa, at udvalget vil fortsætte sit arbejde med at analysere disse spørgsmål, og at udenrigsministeren har bekræftet, at der ikke vil blive taget dansk stilling til moderniseringen af NATO's kortrækkende atomvåben, før regeringen har drøftet sagen med Folketinget.