L 174 Forslag til lov om ligestilling mellem mænd og kvinder.

Af: Statsminister Poul Schlüter (KF)
Samling: 1987-88 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 238 af 20-04-1988
Efter 1. beh henvist til Det Politisk-Økonomiske Udvalg.

Efter 2. beh direkte overgang til 3. beh.

Loven afløser den hidtidige lov om Ligestillingsrådet og indebærer i forhold til denne lov, at der tillægges Ligestillingsrådet yderligere kompetence i forbindelse med meddelelse af dispensationer i henhold til ligebehandlingsloven, og at rådet får mulighed for at undersøge forhold vedrørende ligeløn. Endvidere inddrages kommuner og amtskommuner i ligestillingsarbejdet, idet det pålægges alle offentlige myndigheder at arbejde med ligestilling.

Desuden tilkendegives det i lovteksten, at Ligestillingsrådet får kompetence til at behandle ligestillingsspørgsmål generelt, til at tage sager op af egen drift og til at afkræve arbejdsgivere og lønmodtagere samt disses organisationer oplysninger, der er af betydning for Ligestillingsrådets virksomhed.

I forhold til den gældende lov udvides rådet ved, at Dansk Kvindesamfund og kvindeforskningen repræsenteres ved hver 1 medlem.

Lovforslaget var en opfølgning af en dagsorden af 20. januar 1987, hvorefter Ligestillingsrådet skulle styrkes med ressourcer og kompetence til at behandle sager om ligeløn og ligebehandling, se Årbog og Registre 1986-87, side 314.

Lovforslaget skal ses i sammenhæng med forslag til lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselorlov m.v. og forslag til lov om ændring af lov om lige løn til mænd og kvinder, der fremsattes samtidig af arbejdsministeren. Der henvises herom til L 158 og L 159.

Lovforslaget vedtaget med 113 stemmer (S, KF, SF, V, RV, CD, KRF og FK) mod 8 (FP).
Partiernes ordførere
Helle Degn (S), Kent Sand Kirk (KF), Bente Albret Søltoft (SF), Hans Jørgen Holm (V), Lone Dybkjær (RV), Birgith Mogensen (CD), Pia Kjærsgaard (FP), Henrik Michael Berlau (FK) og Knud Glønborg (KrF)